Det er klart at når jeg har så kæmpe en angst for både at være fysisk og følelsesmæssigt alene, så har jeg haft enorme problemer når det kommer til kærlighed. Jeg er så heldig at have fundet mig en kæreste, som er god for mig. Men vejen har været lang! Jeg har derfor lavet en liste over hvornår min angst (og borderline-symptomer) kommer til udtryk i forbindelse med kæreste-forhold:
1. Jeg har haft et crush på 90% af de mennesker jeg møder
Har jeg mødt en ny person (fx. en vens ven), har jeg med det samme et crush på vedkommende. Også selvom jeg ikke kender personens interesser, værdier og baggrund.
Det er selvfølgelig ikke PERSONEN som jeg er vild med, men trygheden om en partner.
2. Intet tilfælles, men det er sku ligemeget!
I forbindelse med ovenstående, er jeg egentlig ligeglad med interesser, værdier og baggrund. Dette er helt ubevidst, men min desperation for tryghed og bekræftelse overblænder bare det faktum af hvor meget VI SLET IKKE PASSER SAMMEN.
3. Dårligt behandlet
Jeg har været sammen med mange røvhuller (for at sige det pænt). Jeg er blevet behandlet af helveds til, men har ikke kunnet gå fordi angsten for at være alene var for stor og skræmmende. Og når der ikke er andet end idioter i en miles omkreds - så måtte man jo tage hvad man kunne få. Desuden bildte jeg mig ind at det var det jeg fortjente.
4. Personen eller trygheden
Jeg har svært ved at finde ud af hvad kærlighed er og kan faktisk ikke svare på om hvor mange af mine kærester jeg egentlig har været forelsket i. Mit sind er utrolig god til at manipulere med mig!
5. FART PÅ!
Jeg vil tingene alt for hurtigt. Så hurtigt at jeg skræmmer folk væk. Det er lidt som om det er en konkurrence i at komme længest i et kærlighedsforhold. Modstanderne er ALLE ANDRE og så er jeg bare et kæmpe konkurrence-menneske....
Ærlig talt har jeg ikke før nu, tænkt over det på denne måde. Jeg har aldrig været klar over at mit behov for kærlighed og bekræftelse er så stort. Og min angst for at være alene har heller aldrig været større end den er nu. Men jeg tror også at det giver noget, at kunne se mønsteret. Det er for mig det første skridt til at kunne ændre i det.
Emnet er ikke færdig-diskuteret på nogen måde, da det også er noget af det jeg kæmper mest med. Jeg har hvertfald en idé om at få min kæreste til at skrive lidt om hvordan det er at holde mig ud ;)
Kære dig. Jeg har haft det lidt som dig, det kaldes ambivalent tilknytning. Det er der ikke noget mærkeligt i. Det kommer af en barndom, hvor du ikke kunne regne 100% med dine omsorgspersoner, men de også var afhængige af, at du som barn gjorde eller var nogle ting for dem. Det er der ikke noget mærkeligt i.
ReplyDeleteHvis du ikke i forvejen har fået set på det, så kender jeg en terapeut, du vil få rigtig meget ud,af,at besøge. Bare en enkelt gang. :-)
Jeg har aldrig hørt om det før, men vil helt sikkert læse lidt om det. Hvad er det for en terapeut? :)
DeleteKære, smukke Kristina
ReplyDeleteTak af hele mit hjerte for dit blog, og ja helt specielt for dette indlæg.
Jeg har før udtryk min taknemmelighed for dit indlæg om angsten for at være alene, idet jeg lever i langdistanceforhold. Siden har der været problemer mellem os, og gnisten er ved at forsvinde efter et godt års tid som kærester, men vi har valgt at kæmpe videre sammen.
Det er ikke gået som forventet, og jeg begynder at se en ende på forholdet for alvor. Sådan som du beskriver dit forhold til kærlighed her, er præcis sådan jeg har det lige nu. Jeg ved ikke, om jeg kan holde ud at være alene igen... Det er skide irriterende at stå i, men hvor er det rart at vide, at jeg ikke er alene.
Tak, Kristina. Du hjælper mig kraftedme mere end min psykolog.
- Anne-Sofie
Kære Anne-Sofie.
ReplyDeleteTusind tak for din kommentar! Jeg er glad for at du kan bruge mine indlæg. Jeg er ked af du står i den situation med at du ser en slutning på jeres forhold. Men det er også godt at du tænker over om det er trygheden eller personen du ikke vil undgå. Hvis det er trygheden synes jeg du skal slutte det. Det er så angstproverende - det ved jeg mere end nogen anden. Men det er ikke fair for både ham og dig at I bliver sammen af den grund, og på et eller andet tidspunkt ender det alligevel. Desuden er det meget energikrævende at være I et dårligt forhold. Jeg håber inderligt det bedste for dig og du skal være mere end velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for at snakke <3