Personligt havde jeg meget svært ved at acceptere min lidelse hvilket desværre medvirkede til at jeg tog et kæmpe omvej i forhold til behandling. Jeg har siden jeg var 14 år gammel, haft gentagende depressioner. Men først da jeg var 19 år gammel fik jeg en forklaring på hvorfor depressioner blev ved med at vende tilbage. I januar 2014 fik jeg derfor diagnosen Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type. Jeg blev med det samme tilbudt et intensivt psykoterapeutisk gruppeterapi 3 dage om ugen i 5 måneder.
Jeg valgte i stedet at flytte til København og blive au pair. En god idé jeg fik en nat, hvor jeg ikke kunne sove. Jeg havde en teori om at min sygdom var tvunget ned over mig, fordi jeg konstant gik rundt i den by som indeholdt så mange dårlige minder. Så det var jo logisk at hvis jeg startede på en frisk et andet sted ville mine psykiske problemer forsvinde.
Hvorfor jeg flygtede, selvom jeg godt vidste at jeg havde brug for hjælp, aner jeg virkelig ikke. Måske var det fordi jeg pludselig følte mig 100 gange mere syg end til at starte med og det var jeg ikke helt klar til at acceptere. Jeg var ikke længere en af de 150.000 danskere der hvert år rammes med depression. Eller også var det tanken om at skulle bruge 3 dage om ugen de næste 5 måneder, for mit helbreds skyld?
Det tog mig 6 måneder og en indlæggelse (min første faktisk) for at komme til fornuft. Det var ikke lokaliteten der var problemet. Det var mig selv. Og jeg fortryder inderligt at jeg ikke tog imod tilbuddet om terapi istedet for et eventyr i København, uden en lykkelig slutning.
Og hvad kan I så bruge det til?
Jeg håber I vil handle anderledes end jeg gjorde og ikke lade jer narre af en ellers ret så god teori. Den virker bare ikke i praksis. Og så er det nok en god idé, IKKE at lave livsforandrende ændringer kl 3 om natten.
No comments:
Post a Comment