Er jeg den eneste der ikke kan fordrage medlidenhed?
Alle har nok prøvet at mærke én eller anden form for medlidenhed. Øjnene der bare skriger "Åh det er godt nok synd for dig" og munden der frembringer "Hvordan har du det søde?". Det skal lige siges det er fra én, man slet ikke er nær nok med til at diskutere følelser og psyke med. Af flere grunde bryder jeg mig ikke om medlidenhed:
Først og fremmest føler jeg mig mindre værd når folk viser medlidenhed. Jeg har stadig et godt liv på trods af mine psykiske problemer. Lad os tage et eksempel:
Jeg har lige snakket om dengang jeg prøvede at tage mit eget liv. Du vælger at give mig "blikket" og lægger op til et knus. NEJ. Det eneste der er i dine tanker lige nu, er hvor synd det er for mig. Ikke hvor stærkt det er at jeg ikke er i det sted mere. At jeg rejste mig op og kæmpede videre. Jeg gider ikke have et knus. Jeg vil fandme have en high-five!
Det skal siges at jeg er meget åben omkring hvad jeg fejler og hvad jeg har været igennem. I kender godt når I møder en bekendt (ofte i nattelivet) og personen spørger hvordan det går. Her smækker jeg min tilværelse som kontanthjælpsmodtager og patient i psykiatrien op. Jeg kender ikke personen særlig godt, men jeg er nu egentlig lidt ligeglad med hvem der ved hvad. Når medlidenshedsblikket så kommer, kan jeg godt blive lidt vred. Du er jo egentlig lidt ligeglad. Du husker ikke samtalen efter 5 minutter og du skriver ikke til mig efterfølgende hvordan det går med behandlingen. Det er helt okay at du er ligeglad. Men så skal du ikke give mig den medlidenhed. Det er jo bare en formalitet? Overfladisk?
Min familie og nære venner er tilladt at give mig en vis form for medlidenhed. Jeg bliver ikke sur, men mere ked af det. For det hjælper jo ikke mig (eller nogen andre) at de er kede af det, over at jeg er ked af det. Så er alle jo bare kede af det forfanden!
Sidst men ikke mindst ser jeg medlidenhed som en naturlig reaktion på mennesker som ikke aner hvad de skal gøre. Det er så uvant, ubehageligt og akavet at tage så tungt et emne op med mennesker, som ikke selv har oplevet psykiske lidelser så tæt på. Lad os tage et eksempel til:
Da jeg første gang fik problemer med min psyke, begyndte min mor at græde hver gang jeg snakkede om det. Nu, 6 år senere, taler vi om det lidt som om vi taler om politik.
Ærlig talt synes jeg det er rart at der bliver snakket om det med interesse og nysgerrighed, men ikke med medlidenhed og skyldfølelse. Og jeg ville ønske det blev mere praktiseret.
Hvad mener I? Medlidenhed: rar eller ubehagelig?
Først og fremmest føler jeg mig mindre værd når folk viser medlidenhed. Jeg har stadig et godt liv på trods af mine psykiske problemer. Lad os tage et eksempel:
Jeg har lige snakket om dengang jeg prøvede at tage mit eget liv. Du vælger at give mig "blikket" og lægger op til et knus. NEJ. Det eneste der er i dine tanker lige nu, er hvor synd det er for mig. Ikke hvor stærkt det er at jeg ikke er i det sted mere. At jeg rejste mig op og kæmpede videre. Jeg gider ikke have et knus. Jeg vil fandme have en high-five!
Det skal siges at jeg er meget åben omkring hvad jeg fejler og hvad jeg har været igennem. I kender godt når I møder en bekendt (ofte i nattelivet) og personen spørger hvordan det går. Her smækker jeg min tilværelse som kontanthjælpsmodtager og patient i psykiatrien op. Jeg kender ikke personen særlig godt, men jeg er nu egentlig lidt ligeglad med hvem der ved hvad. Når medlidenshedsblikket så kommer, kan jeg godt blive lidt vred. Du er jo egentlig lidt ligeglad. Du husker ikke samtalen efter 5 minutter og du skriver ikke til mig efterfølgende hvordan det går med behandlingen. Det er helt okay at du er ligeglad. Men så skal du ikke give mig den medlidenhed. Det er jo bare en formalitet? Overfladisk?
Min familie og nære venner er tilladt at give mig en vis form for medlidenhed. Jeg bliver ikke sur, men mere ked af det. For det hjælper jo ikke mig (eller nogen andre) at de er kede af det, over at jeg er ked af det. Så er alle jo bare kede af det forfanden!
Sidst men ikke mindst ser jeg medlidenhed som en naturlig reaktion på mennesker som ikke aner hvad de skal gøre. Det er så uvant, ubehageligt og akavet at tage så tungt et emne op med mennesker, som ikke selv har oplevet psykiske lidelser så tæt på. Lad os tage et eksempel til:
Da jeg første gang fik problemer med min psyke, begyndte min mor at græde hver gang jeg snakkede om det. Nu, 6 år senere, taler vi om det lidt som om vi taler om politik.
Ærlig talt synes jeg det er rart at der bliver snakket om det med interesse og nysgerrighed, men ikke med medlidenhed og skyldfølelse. Og jeg ville ønske det blev mere praktiseret.
Hvad mener I? Medlidenhed: rar eller ubehagelig?
Dualitet, At have tillid, uden at kunne se. At kunne se, uden at vide. At vide, men mærke at det føles forkert. At føle noget er forkert, selvom det er rigtigt. At vise følelse, og ønske at andre ikke viser følelser. Kræver afstand. Medlidenhed, at en eller nogle deler følelser. Er både rart og ubehageligt. Rart når det kommer fra de rigtige, ubehageligt når det kommer fra de forkerte. Men medlidenhed er forståelse, altid for noget godt. For det er empati, at forstå et andet menneske. At sætte sig i samme sted. Men at kunne ændre det, som frembringer medlidenhed. Kan man ikke, men man kan lindre smerten hos andre. Være medlidende, hvis man har styrken til det. Har kærligheden, for det forbinder jeg med empati. Medlidenhed.
ReplyDelete