Noget jeg har tænkt over længe. Er man helbredt når man har fået sin behandling og man endelig stoppet på medicinen? Eller har man bare lært at omfavne sin sygdom og at kontrollere symptomerne så de ikke generer ens hverdag?
For at komme ud af en psykisk lidelse er man nødt til at arbejde med sig selv. For det er ikke en brækket knogle eller bakterier der er skyld i at det gør ondt. Det lyder hårdt - men det er jo egentlig dig selv den er gal med. Men hvad så når man har arbejdet med sig selv og du kan mærke at byrden på skulderne har tabt sig 20 kg? Er du rask? Og er du det samme menneske som du var før, blot med en bedre selvforståelse?
Det lyder rimelig frygteligt, men jeg tror altid jeg skal være på vagt. Jeg tror aldrig jeg vil føle mig rask. I hvertfald ikke som man gør, når man kommer udenfor for første gang efter at have lagt inde i en uge med influenza.
Måske skal jeg bare acceptere at mit sind er mere skrøbeligt end andres. Det gør mig ikke til et dårligere menneske. Det gør mig bare mere udsat og eksponeret. Lidt ligesom at være nøgen i en sauna med fremmede kvinder...
Så fin en måde, at se det på. Jeg tror der er mange der ikke bliver raske, men lærer at leve bedst muligt med deres sygdomme. Nogle ting vil måske følge en hele livet, men ikke nødvendigvis påvirke det lige meget hele livet :-)
ReplyDeleteDet er da egentlig også ret federe at kunne tæmme sin sygdom. Lidt ligesom et vildt dyr, som nu står ved siden af og aer sig op af mit ben som en tam kat :)
DeleteJeg har gjort mig ligende tanker. Er man helbredt når man tager sin medicin, for jeg frygter at andre tror at fordi man tager medicin. Så er man helbredt. Jeg tager medicin for ikke at få angst anfald, og det virker. Men har haft et sammenbrud, imens jeg har været på medicin. Efterfølgende har jeg kæmpet i næsten et år, på at få hjælp og støtte. Problemet er bare, jeg ved endnu ikke hvor meget hjælp jeg har brug for, og hvor meget støtte. For de steder jeg henvender mig til, forklare mig det ikke. Under mit sammenbrug, opsøgte jeg den psykologiske skadestue. Fordi jeg var virkelig bange for at jeg skulle være psykopat. Have en personligheds forstyrrelse. Der er jo vildt stor forskel på at have en personligheds forstyrrelse og have en depression som jeg har fået diagnose på. Den læge og anden person der var til stede, gav mig en stor tro på at jeg endelig ville blive lyttet til. Blev sendt hjem efterfølgende, med troen. Og gik igang med at ændre det jeg kunne, imens jeg ventede på at kunne blive lyttet til. 6 måneder gik, og jeg skulle til en udredning. Tog til den, og fik oplyst at den var aflyst. Et par dage forinden, havde jeg modtaget en anden indkaldelse til udredning, en måned senere. Den tog jeg til, og den ovre efter 10 min. Og har efterfølgende ventet på svar. Men ved hjælp af min læge, forsøger jeg at få svar. Og den skal nok komme. Jeg har brugt meget tid på at arbejde med mig selv, bearbejde. Faktisk siden jeg flyttede hjemme fra som 17/18 årig. Jeg har gjort det ved at tænke for det meste, men jeg har også brugte en skov af træer til at skrive. Få tankerne ud, og ned på noget håndgribeligt. Det har hjulpet mig meget, især i mine svære perioder.
ReplyDeleteLigger her og tænker..Sygdom og helbredelse, psykologisk. At have en diagnose på noget man har svært ved, så siger min logik mig. At helbredelse er når man ikke har svært ved det mere, eller har støtte til det som er svært. Men det er jo kun min logik. At kunne noget selv, giver en tilfredsstillelse. Men det gør det jo også at have støtte. For de løser begge, det man har det svært ved. Der er noget positivt og negativt i begge dele, men det gør ikke nogle af delene mere rigtigt eller forkert. Det gør dem bare nødvendige.
Dengang jeg startede på min medicin for angst, så mærkede jeg fysisk at mine skulder faldt på plads. Mærkelig fornemmelse. Men mine vanskeligheder forsvandt ikke, burden føltes bare lettere. Gav overskud. Var det samme menneske, men jeg vil ikke sige jeg havde fået større selvforståelse, Og så jo, for medicinen påvirker mig. Og den viden jeg har om medicinen, fortæller mig at jeg havde brug for denne. Medicinen jeg få imod angst anfald, bruges også til at behandle depression. Årsagen til min depression kender jeg alt for godt. Medicinen påvirker min hjerne, ved at ændre kemien. Min hjerne kemi, kommer jo af min depression. Som en konsekvens af den. Så på den måde har jeg fået større selvforståelse. Men jeg er jo stadig det samme menneske, bare klogere på mig selv.
Jeg ved ikke rigtigt om jeg skal være på vagt, kan ikke lide tanken. Men jeg ved også at min tro på mennesker, vil give mig problemer. Det er nok det jeg må leve med, men det kan jeg også. Men det vil også have konsekvenser, som ikke er nemt for andre at forstå. At andre mennesker kan give mig problemer, som for mig tager tid at komme over. Men jeg er positiv, og ved der stadig er noget jeg kan gøre selv. Men desvære også meget som jeg har brug for støtte til. Jeg er kun et menneske, og som menneske kan jeg ikke alt selv. Jeg gør det jeg kan, og søger støtte til det jeg ikke kan.
ReplyDeleteJeg har accepteret mig selv på mange områder, men jeg har meget at snakke om. For jeg har brug for at andre også gør, og det føler jeg, ( nej, jeg ved det ) at jeg ikke bliver af dem som betyder mest for mig. At vores sind er mere skrøbeligt end andres, gør os ikke til et dårligt menneske. Vi har noget godt at byde andre på, ligesom andre med et stærkt sind har. Vi er nok bare nemmere at slå ud af kurs, men så oplever vi også noget end dem som tager en anden kurs. Skulle kursen være imod en sauna med fremmede kvinder, så ville jeg føle mig tryg. Også hvis jeg var nøgen. tanken er tryghed for mig. og skulle de snakke, som jeg har set på tv engang. Så ville jeg sidde og smile og grine med. Men den kurs har jeg ikke haft. Nu sidder jeg og tænker på en sauna med fremmede mænd. Om jeg ville føle mig udsat og eksponeret der, eller fremmede kvinder. Det gør jeg ikke. nøgenhed er tryghed. Det er måske naivt. Det har jeg fået at vide at jeg er tit, selv en af mine praktiserende læger har spurgt om det. Jeg kan ikke mindes at jeg har følt mig udsat og eksponeret, ihvertfald ikke i ligende forbindelser. At være nøgen med andre. Tænker som en gal, på udsat og eksponeret i andre forbindelser. ( Smøg og kaffe, og stilhed ). Min ærlighed om mig selv, gør mig udsat. For jeg tror nok for meget på andre mennesker, det de siger. Derimod har jeg ikke noget problem med at være eksponere,t når jeg er tryg. Jeg finder nøgenhed tryg, tror dette skyldes den noget ældre pige som viste mig tillid i min barndom, og viste mig hvor smuk, nøgenhed er. bare at betragte den, Jeg forbinder nøgenhed med at være lige, alt det mennesker bruger tid på at opnå igennem livet er væk. Der er kun et menneske, som dog kan være forskellig i højde og drøjde, alder og køn. Når man er nøgen, så er der heller ikke så meget at bedømme. Føler mig mere eksponeret, blandt påklædte mennesker af begge køn. Sidder og griner, kunne være at jeg skulle til at forestille mig dem nøgne. Logisk set, vil det nok hjælpe mig. Gøre at jeg føler mig mindre eksponeret, fordi jeg tænkte på noget andet. Men den medicin jeg få for min angst, synes jeg forhindre mig i at fantasere på den måde. Jeg kan ikke danne indre billeder. Om det er medicinen eller mig selv ved jeg ikke. Ved at jeg blokere følelser, og det kommer af at jeg ikke er blevet accepteret for mine følelser. Men længere tilbage, er der heller ikke blevet taget hensyn til hvad jeg måtte føle. Har i mange år som barn, været isoleret. Tror faktisk at jeg har svært ved at dømme andre, finder det forkert. Og det med at vurdere andre. Rigtigt og forkert er jo hvad loven siger, den bruger jeg. De ti bud som jeg lærte til konfirmationsforberedelse bruger jeg nok uden at tænke over det. føler mig dog ikke kristen for jeg tror ikke på gud. Den der faderfigur. Men kan lide moralen i dem. Tror på at mænd og kvinder er lige, dog med fysisk forskel. Men ikke destomindre lige. Ved ikke hvad min tro kan kaldes, jeg tænker meget. Så filosof, ligevær, demokrat. Demokrati sikre jo en balance i samfundet. Ligevær. Men at kalde mig noget, betyder ikke så meget for mig selv. Det er jo kun ord, om mig selv.
Endnu engang så skal du have tak for din ærlighed og åbenhed Kristina, den er prisværdig og værdifuld. Det du deler, giver mig meget. Og det er kun godt. Og som du kan se og lære, har det givet mig mange tanker og glæde. For jeg har grinede, ikke af dig eller mig, men tanker om situationer. Og du har fået mig til at tænke på noget, jeg ikke selv ville have kommet frem til uden din åbenhed og ærlighed. Jeg glæder mig til dit næste blog indlæg. Er bagefter, men skal nok når dem alle :)
ReplyDeleteJeg er virkelig glad for at du får noget ud af det jeg skriver! :)
DeleteDet er dejligt at høre det sætter så mange tanker i gang :)
jeg ville så gerne at man blev rask når man har været igennem terapien og medicinen. men sådan tror jeg ikke det er. Jeg har afsluttet begge dele inden for det sidste halve år, og startede i skole fuld af tro på at jeg var "kureret". men... du vil altid have din sårbarhed med dig. det har jeg ihvertfald. jeg har fået en belastningsreaktion og må nu forsøge at omlægge mit studie for at kunne klare det. Jeg hader at jeg ikke er "stærk nok" og at jeg ikke er "kureret nu", men måske jeg også bare skulle lære at acceptere at mit sind er mere skrøbeligt? den er bare svær at sluge, synes jeg :) tak for et indlæg der fik mig til at føle mig lidt mindre alene med netop disse tanker.
ReplyDelete