Interview: Online fællesskab hjælper psykisk syge

Online fællesskab hjælper psykisk syge
Kristina sidder og kigger på udkastet til sin nye hjemmeside semitsind.dk. Hjemmesiden er lige nu under ombygning, men Kristina regner med, at den snart er oppe og køre igen. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen.

21-årige Kristina Young fik i 2014 konstateret borderline. Hun havde i starten svært ved at forholde sig til en hverdag med en diagnose, men så begyndte hun at skrive blog. En blog, der endte med at blive startskuddet til et helt nyt liv.
Af Mathilde Nygaard Jespersen
”Jeg forstod ikke, hvorfor der ikke var nogen, der havde gjort det før. Jeg kunne mærke, at der var en kæmpe stor interesse for at læse, hvad jeg skrev.”
Sådan fortæller Kristina selv om sine oplevelser, da hun først begyndte at skrive på sin blog. Hun fik i 2014 diagnosen borderline, som er en personlighedsforstyrrelse. Kristina beskriver selv, hvordan det gjorde hende impulsiv, perfektionistisk og stadigvæk gør, at hun har svært ved at forklare, hvem hun egentlig er. Bloggen hjalp hende med at sætte ord på de til tider mørke tanker, og den hjalp hende med at reflektere over, hvad tankerne egentlig betød.
I løbet af kort tid oplevede Kristina at flere og flere tog kontakt til hende via bloggen. Blandt andet ét indlæg fik stor opmærksomhed. Et indlæg, der beskrev, hvordan Kristina har været forelsket i 90 % af alle de mennesker, hun har mødt. Ikke forelsket i personen, men derimod i idéen om, at en person ville være der for hende.
”Jeg har altid tænkt, at det var forkert at have det sådan, men så var der en læser, der skrev, at sådan havde hun det også. Det hjalp mig meget. Jeg følte mig som en del af et fællesskab. Lige pludselig var alle mine forkerte tanker også tanker, som mange andre havde,” siger Kristina.
Blogging som hjælperedskab
Med de sociale medier bliver især unge mennesker introduceret for et væld af muligheder for at sætte sig selv i fokus. For Kristina blev dette fokus noget, der hjalp hende til at tackle og sætte ord på sin sygdom. Hjemmesiden GirlTalk.dk mærker tydeligt, at der er en stigende interesse fra unge for at dele deres tanker med andre.
”Pigerne får rigtig meget ud af at skrive med hinanden, søge sparring og råd. De finder ud af, at de ikke er alene med deres problemer, og det hjælper dem videre,” siger Anna Bjerre, psykolog og stifter af GirlTalk.dk.
GirlTalk.dk er en side, hvor unge piger kan henvende sig, hvis de har problemer og har brug for enten én professionel eller en i samme situation at tale med. Netop dette fællesskab var noget af det, som Kristina også oplevede på sin blog. Hun blev kontaktet af både unge med samme problemer som hende selv og pårørende, der havde brug for gode råd. Især disse gode råd og konstruktive blogindlæg var noget af det, der var vigtigt for Kristina.
”Hvis jeg ville skrive om, hvad jeg fik til morgenmad, eller at jeg havde det dårligt, så kunne jeg ligeså godt skrive det i en dagbog. Jeg ville ikke lægge et blogindlæg ud, hvis jeg ikke kunne komme med en løsning på, hvordan man kunne håndtere, at man havde det dårligt,” siger Kristina.
Støtte hjælper til at bryde den onde cirkel
Det konstruktive og det at hjælpe andre, er noget af det, som Anna Bjerre også lægger vægt på, når hun beskriver, hvorfor det er godt for blandt andet unge piger at involvere sig på blogs og åbne debatfora.
”Mange af pigerne skriver både for at hjælpe sig selv, men også for at hjælpe hinanden. Det giver dem en følelse af at kunne gøre en forskel for andre og kunne hjælpe andre videre,” siger Anna Bjerre.
GirlTalk.dk har en række retningslinjer, der netop sikrer, at pigerne bidrager til et fællesskab og til at bryde den onde cirkel, så debatten ikke ender med at føre til yderligere problemer.
”Pigerne er gode til at forklare hinanden, at det er et forum, hvor man hjælper hinanden videre og ikke et forum, hvor man holder fast i det negative. Netop det udvikler pigerne i forhold til at hjælpe hinanden,” forklarer Anna Bjerre.
For Kristina var det ligeledes vigtigt, at hun gjorde en forskel for sine læsere. Sammen med terapien gjorde det at skrive på bloggen og den store respons, at Kristina begyndte at tro mere på sig selv.
”Jeg har normalt ikke så høje tanker om mig selv, men det begynder jeg at få. Jeg føler, at jeg er noget værd, og at jeg gør noget godt. Det er helt sikkert et resultat af, at andre også synes, at jeg har gjort noget godt,” siger Kristina.
Mere end bare en sygdom
I modsætning til tendenser på eksempelvis YouTube og Instagram, hvor der ofte er fokus på personlighed, så var det for Kristina vigtigt at holde fast i mere end det. Hun ville gerne sætte fokus på sin sygdom som noget andet end blot et billede og en fortælling.
”Jeg har ikke haft behov for at iscenesætte mig selv, men nærmere at iscenesætte min sygdom. Det er vigtigt for mig at stå frem. Ikke for at blive bekræftet, men tværtimod for at sige, at jeg ikke skammer mig over at have en psykisk sygdom,” siger Kristina.
Kristina læser i dag HF-enkeltfag, hvor hun blandt andet tager psykologi, som hun har fået en stor interesse for. En stak bøger om stress på bordet ved siden af hende vidner om den opgave om 12-tals-piger, som hun snart skal i gang med at skrive. Selvom Kristina stadigvæk er plaget af vinterdepressioner, passer hun sin skole og forsøger at holde fast i det positive. Hun skriver ikke længere på sin egen blog, men hun har startet sin egen hjemmeside semitsind.dk, hvor 30 bloggere skriver om mange forskellige sygdomme. Da hun oprettede siden fik hun henvendelser fra mere end 100 personer, der gerne ville fortælle om deres sygdomsforløb.
”Det er så fedt, at det spreder sig lidt, og jeg håber da, at det er en tendens, og at vi om nogle år ser rigtig mange blogs omkring psykiske sygdomme,” siger Kristina og slutter af med et godt råd, som hun ofte giver til sine skribenter.
”I må gerne skrive for jeres egen skyld, men vi skriver også for andres skyld.”

1 comment:

  1. Ej hvor er det dejligt at høre fra dig! :D Det er et fedt initiativ med din nye hjemmeside.

    Kæmpe kram! <3

    ReplyDelete